Tre kandidater udvalgt til Hele Nordjyllands Håndsrækning
Tre kandidater til Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2017 er nu udvalgt.
AaB og Spar Nord Fonden donerer således to kroner pr. fremmødt tilskuer til klubbens Alka Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park til et godt formål. Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland.
- Blandt mange gode ansøgninger har vi fundet frem til tre spændende nordjyske formål, og vi glæder os ekstra meget til, at vi i efteråret for første gang sammen med Spar Nord Fonden kan donere to kroner pr. tilskuer, hvilket betyder en fordobling af støtten i forhold til tidligere modtagere, forklarer administrerende direktør i AaB Stephan Schors.
- Samarbejdet med alle de hidtidige modtagere af håndsrækningen er forløbet fantastisk, og vi oplever fortsat, at de alle hver især har fået en øget bevågenhed hos vores følgere og blandt nordjyderne generelt, og derved ikke kun får glæde af pengebeløbet der doneres, lyder det videre fra Stephan Schors, der sidder i udvalget for Hele Nordjyllands Håndsrækning sammen med formand for AaB Support Club Mads Aagaard, AaB-anfører Rasmus Würtz, bankdirektør i Spar Nord John Lundsgaard og presse- og kommunikationschef i AaB Brian Andersen.
Med til udvælgelsen af kandidater for efteråret 2017 var også repræsentanter fra Kildehuset Fountainhouse i Nørresundby, der i foråret 2017 modtog Hele Nordjyllands Håndsrækning for på 31.249 kroner.
Kandidaterne for efteråret 2017
De tre kandidater til Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2017 er:
Børn og unge i sorg Aars
Børn og unge i sorg er en frivillig forening som hjælper børn fra 4 år og op til 18 år. Foreningen støtter børn som har mistet en far, mor, søster, bror eller andet nærtstående familiemedlem.
Foreningen har de seneste 10 år hjulpet knap 200 børn.
Modtager foreningen Hele Nordjyllands Håndsrækning skal støtten gå til videreuddannelse og udstyr til foreningens psykolog, samt til en fælles udflugt og andre aktiviteter for alle medlemmerne.
Mob din krop Skagen - Frederikshavn - Sæby
Mob Din Krop er en idrætsforening for psykisk sårbare og sindslidende personer.
Foreningen gør en stor indsats for at motivere til at deltage i sport, og dækker i de tre nordjyske byer Skagen, Frederikshavn og Sæby.
Hvis Mob Din Krop modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning skal midlerne bruges til blandt andet at uddanne flere instruktører, deltage i idrætsstævner, samt afholde et socialt arrangement så flere motiveres til at deltage i sport.
Frivilliggruppen for flygtninge i Skørping
Foreningen Frivilliggruppen for flygtninge i Skørping er en gruppe, der arbejder for integration af flygtninge i lokalområdet.
Foreningen består af ca. 150 frivillige og ønsker via en række tiltag at sikre en bedre integration. Disse tiltag indebærer blandt andet:
- at sikre, at der er danske kontaktfamilier til alle flygtninge,
- afholdelse af en ugentlig lektiecafe,
- at skaffe og reparere brugte cykler til alle flygtninge,
- at uddele gratis ”datomad” fra de lokale butikker,
- afholdelse af forskellige arrangementer
De fleste af flygtningene er unge mænd, der går på sprogskole og mange vil meget gerne spille fodbold, og er i forvejen dygtige spillere.
Via samarbejde med den lokale fodboldklub har foreningen sikret dem muligheden for at spille i klubben.
Såfremt frivilliggruppen modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning skal pengene blandt andet benyttes til indkøb af nyt fodboldtøj, sko og fodboldstøvler drengene, samt diverse arrangementer.
Afstemning fra 15. juli
I den kommende uge vil de tre kandidater blive præsenteret yderligere på AaB’s officielle hjemmeside aabsport.dk inden der lørdag 15. juli sættes gang i afstemningen blandt de tre finalister om hvem der skal modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2017.
Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31. 249 kr.
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr.
Hjerterummet og Cykel20 - forår 2016 - 57.357 kr.
The Back To Life Project - efterår 2015 - 66.410 kr.
Headspace Aalborg - forår 2015 - 54.337 kr.