Vidste du om AaB og AGF…
Skæve vinkler på 2. påskedags vigtige jyske klassiker på Aalborg Portland Park. Vidste du således…
- at mandag aftens opgør er Alka Superligakamp nummer 75 mellem AaB og AGF. Statistikken siger 34 sejre til AaB, 17 uafgjorte og 23 nederlag samt en målscore på 122-105 i AaB’s favør.
- at AaB med en sejr mandag over AGF vil være næsten 100 procent sikker på at slutte over AGF i gruppespillets pulje 2. I tilfælde af pointlighed vil først målforskel og derefter flest scorede mål være de efterfølgende kriterier for placeringen i puljen.
- at AaB har besejret AGF i de to seneste indbyrdes Alka Superligaopgør. I tilfælde af endnu en sejr mod AGF vil det være første gang siden marts 2014-august 2015, og fjerde gang i alt, at AaB vinder tre Alka Superligakampe i træk mod AGF.
- at den seneste udgave af den jyske klassiker fandt sted i Aarhus 19. februar 2017, hvor AaB-scoringer af Jakub Sylvestr og Jannik Pohl sørgede for en 2-1 sejr til Hele Nordjyllands Hold.
- at den seneste indbyrdes duel i Aalborg forekom 28. august 2016, hvor det var pletskud af Edison Flores og Christian Bassogog, der var udslagsgivende i AaB’s 2-1 gevinst på Aalborg Portland Park.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Jannik Pohl (1 mål), Jakub Sylvestr (1) og Edison Flores (1) også Thomas Enevoldsen (2 mål), Kasper Pedersen (1) og Kasper Risgård (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod AGF.
- at AaB har fået point i syv ud af de seneste otte Alka Superligakampe mod AGF, der er endt med fem sejre, to uafgjorte og et nederlag. Hjemme i Aalborg har AaB fået point mod AGF i de fire seneste Alka Superligakampe (2V-2U-0T).
- at AaB ikke har scoret i sine to seneste Alka Superligakampe. Hvis det heller ikke bliver til scoring mod AGF mandag aften, vil det være første gang siden april 2009, at AaB går målløse fra banen i tre Alka Superligakampe i træk.
- at ud af de 74 tidligere Alka Superligakampe mod AGF har AaB scoret først i 31 tilfælde, hvilket har resulteret i 25 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har AGF scoret kampens første mål i 39 tilfælde, hvilket dog har givet AaB ni sejre, 10 uafgjorte og 20 nederlag.
- at de 74 tidligere Alka Superligakampe mellem AaB og AGF har budt på i alt 13 udvisninger. Den seneste faldt dog i maj 2008, hvilket vil sige, at der ikke har været en udvisning i de seneste 20 Alka Superligakampe mellem AaB og AGF.
- at AaB er uden sejr i de seneste fem Alka Superligakampe, hvor det skiftevist er blevet til nederlag og uafgjort. Men AaB har ikke tabt to Alka Superligakampe i træk siden oktober-november 2016.
- at AaB-cheftræner Morten Wieghorst som træner tidligere har stået over for AGF-kollega Glen Riddersholm i to Alka Superligakampe. Ingen af disse kampe endte med nederlag for klubben, som Morten Wieghorst var træner for (1V-1U-0T).
- at AaB er uden nederlag i de syv seneste Alka Superligakampe afviklet i Aalborg på en mandag (5V-2U-0T). Seneste mandagsnederlag på hjemmebane daterer sig til august 2015, hvor modstanderen var FC Midtjylland.
- at AaB donerer 1 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2017 går ubeskåret til Kildehuset Fountain House i Nørresundby, som efter forårets tre første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 16.072 kr.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).