*Næste hjemmekamp er endnu ikke fastlagt
1 : 1
21. maj
0 : 0
18. maj
1 : 0
13. maj
2 : 1
4. maj
3 : 0
29. april

U/19 tog flot udesejr over Brøndby I.F.

3. april 2017 kl. 11:00 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Udesejr på 3-1 over Brøndby I.F.

AaB's U/19-mandskab kunne lørdag rejse hjem fra Brøndby med tre point i bagagen, da holdet lørdag vandt 3-1 over Brøndby I.F. 

En lige indledning blev ellers efterfulgt af et Brøndby-overtag, og hjemmeholdet bragte sig i front i kampens 11. minut. Midtvejs i første halvleg skiftede kampen karakter, og efter 29 minutter fik Wessam Abou Ali udlignet, da han satte bolden det sidste stykke ind over målstregen efter oplæg fra Anders Harpøth Østergaard. 

Blot to minutter senere kunne Marco Ramkilde gøre det til 2-1 på et straffespark, der blev begået mod Wessam Abou Ali. Den stilling holdt til pausen, selvom AaB havde flere store chancer inden pausefløjtet. 

Tidligt i anden halvleg fik Marco Ramkilde tilkæmpet sig et straffespark, da han fik tacklet bolden fra Brøndby-keeperen og efterfølgende blev flået ned bagfra af målmanden, der også fik rødt kort for forseelsen. Marco Ramkilde omsatte endnu engang straffesparket til mål, og så var AaB foran 3-1 og en mand i overtal. 

Det satte en dæmper på kampen, og 3-1 endte også som slutresultatet for opgøret. 

- Kampen er en kvittering til drengene på, at de har udviklet sig meget. Sidst vi mødte Brøndby I.F., tabte vi 3-0 i en kamp, hvor vi ikke havde en chance. Hvor vi tidligere i nogle kampe har været lidt som en bokser, der blot kunne parere en række slag, kan vi nu i højere grad tage fat i bolden og være spilstyrende, siger U/19-træner Lars Stensgaard.

AaB's næste opgør i U/19 Ligaen er først 22. april, hvor AaB gæster FC Midtjylland. 

U/17 Ligaen: Nederlag på 2-1 til Brøndby I.F.

AaB's U/17 Ligahold kunne modsat U/19-holdet ikke tage tre point med hjem fra Brøndby lørdag, da holdet tabte 2-1 til de gulblusede på Vestegnen. 

Første halvleg foregik på hjemmeholdets præmisser, og det udmøntede sig i to scoringer inden pausen. Efter ca. 25 minutters spil kom Brøndby I.F. foran på et drømmemål, og kort inden pausefløjtet udbyggede hjemmeholdet til pausestillingen 2-0. 

Men AaB-spillerne gav ikke op, og nordjyderne kom bedre med i opgøret efter pausen. Med et kvarter tilbage reducerede Gabriel Adriano Alves Christiansen på en friløber. Scoringen gav AaB blod på tanden, og gæsterne pressede på for at stjæle det ene point mod slutningen. 

Muligheden bød sig i to omgange kort før tid, men ind ville læderet ikke, og kampen sluttede med et nederlag på 2-1. 

- Vi taber til et bedre hold på dagen. Brøndby I.F. ligger i toppen af U/17 Ligaen og kæmper med om guldet. Samtidig er vi ramt af skader på nøglepositioner, og med en midtugekamp mod Vejle vidste vi, at det ville blive svært, siger U/17-træner Adam Harell. 

- Men drengene skal have ros for at holde liv i kampen i anden halvleg, selvom Brøndby I.F. var bedst i første halvleg og var foran 2-0. Vi trykkede også på for at stjæle et point til sidst, men det var fortjent, at Brøndby I.F. vandt, fortsætter han. 

AaB's næste U/17 Ligakamp spilles lørdag 8. april på hjemmebane mod FK Viborg. 

Danmarksserien: Nederlag på 6-2 til VSK Aarhus

En udvisning vendte op og ned på kampen søndag eftermiddag, da AaB tabte 6-2 på udebane mod VSK Aarhus. 

AaB startede kampen bedst og kunne allerede efter halvandet minut bringe sig foran 1-0 efter en hjørnesparkskombination, hvor Nikolaj Kjelder Sørensen scorede. Et kvarter inde i kampen udbyggede AaB føringen, da Morten Uglebjerg Thomsen scorede efter oplæg fra Johan Ejsing. 

Chancerne fortsatte for udeholdet, men i kampens 35. minut blev en velspillende Mohammad Darvishani udvist, da han fik sin anden advarsel. Det vendte kampen på hovedet. 

Fem minutter efter pausen reducerede VSK Aarhus til 2-1, og fem minutter senere udlignede hjemmeholdet til 2-2. 

AaB-holdet, som spillede en mand i undertal, faldt løbende fra hinanden, og kampen endte med en storsejr til hjemmeholdet på 6-2. 

- På forhånd er det en kamp vi skal vinde, men det røde kort bliver afgørende. Vi er præget af skader og karantæner, og da vi bliver reduceret til 10 mand, bliver det tydeligt, at vi ikke har formen til at holde fast, siger Danmarksserietræner Kenneth Cortsen. 

- Vi har et meget ungt hold, og søndag manglede vi rygragden, vindermentaliteten og viljen til at tage sejren. Hvis det fortsætter sådan, varer det ikke mange kampe, før vi kæmper om nedrykningsstregen, siger han. 

Næste aktion for Danmarksserieholdet er søndag 9. april på udebane i Holstebro. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Månedens mål i marts

3. april 2017 kl. 10:09 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Hold scorede syv gange i marts, og du kan nu være med til at stemme om, hvilket af målene der skal kåres til månedens mål. 

Se målene i videoen ovenfor og stem via knappen nedenfor, så deltager du i konkurrencen om ét Football Manager 2017 Special Edition samt to gavekort og to værdikuponer til McDonalds.

Tags på denne nyhed

Billetter til pokalbrag fra 50 kroner

2. april 2017 kl. 13:35

- Vi vil gerne have så stor og højlydt en opbakning som mulig til pokalopgøret på onsdag, der en meget vigtig kamp for os. Derfor har vi valgt at sænke priserne på endetribunerne, så endnu flere forhåbentlig møder op og vil støtte holdet mod en sejr og et skridt nærmere en plads i årets pokalfinale, udtaler sportsdirektør Allan Gaarde.

Den lavere billetpris gælder på Spar Nord Tribunen og 3F Tribunen.

Husk: har du sæsonkort, så har du gratis adgang til kampen til egen plads.

Onsdagens pokalkvartfinale mod FC Midtjylland spilles kl. 18.00 på Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af Silkeborg I.F.-AaB

2. april 2017 kl. 11:44 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

Pointdeling i Silkeborg

1. april 2017 kl. 18:00 af Rasmus Estrup

AaB fik et point med hjem fra Mascot Park, da Hele Nordjyllands Hold spillede 0-0 mod Silkeborg I.F. 

AaB startede kampen i teten med tre pæne muligheder i de første 11 minutter. Først var Frederik Børsting tæt på at komme til en stor chance, men AaB-spilleren snublede efter en tæt duel med Simon Jakobsen og nåede ikke frem til afslutningen. 

Det gjorde i stedet Jakub Sylvestr efter 7 minutter, da den slovakiske angriber timede et dybdeløb perfekt og tæmmede en ligeså perfekt bold fra Patrick Kristensen. Men helt fri med hjemmeholdets keeper skød Sylvestr læderet forbi stolpen. 

I kampens 11. minut var det Oliver Abildgaards tur til at komme tæt på en scoring, men målmand Thomas Nørgaard fik reddet midtbanespillerens afslutning efter indlæg fra Rasmus Thellufsen. 

Efter den chancerige start blev kampen mere jævnbyrdig uden store chancer i begge ender af banen før pausen.  

Anden halvleg startede ligesom størstedelen af første halvleg meget jævnbyrdig, og et kvarter efter pausen kom Edison Flores på grønsværen i stedet for en skadet Frederik Børsting. 

Kort efter indskiftningen var Edison Flores en af ophavsmændene bag halvlegens første store chance. Et godt AaB-gennemspil endte med, at Edison Flores prikkede bolden videre til Rasmus Thellufsen, men kantspilleren med den nylige kontraktforlængelse sparkede forbi målet. 

Efter 75 minutter var hjemmeholdet farlige for første gang. Robert Skov sparkede på kassen på et frispark langt udefra, som Nicolai Larsen parerede ud i feltet, hvor Markus Holgersson clearede. 

Få minutter senere forsøgte Rasmus Würtz sig også fra distancen i den anden ende af banen, men anførerens gode afslutning ramte stolpen. 

I kampens 87. minut truede Silkeborg I.F. AaB's mål for anden gang i kampen, da et spark fra Nicolai Larsen blev blokeret af Nicklas Helenius, men bolden gik ud til målspark. 

Helenius var igen farlig i kampens 90. minut, da han headede et hovedstød forbi AaB-målet.

I tillægstiden satte Silkeborg I.F. alt ind på at hente sejren, men uden for alvor at true Nicolai Larsen. 

Dermed sluttede kampen, som den startede, 0-0, og AaB fører fortsat Gruppe 2 i Alka Superligaens gruppespil med tre point ned til Silkeborg I.F. 

AaB's næste opgør i Alka Superligaen er lørdag 8. april klokken 16.00 på hjemmebane mod Viborg F.F. Men allerede onsdag 5. april spiller AaB pokalkvartfinale på Aalborg Portland Park mod FC Midtjylland klokken 18.00.

Matchfacts - Alka Superligaen, 27. spillerunde

Silkeborg I.F.-AaB 0-0 (0-0)
Advarsler Silkeborg I.F.: Mikkel Vendelbo (40), Jens Martin Gammelby (55), Andreas Albers (72)
Advarsler AaB: Frederik Børsting (17), Jakob Ahlmann (57)
2.739 tilskuere på Mascot Park.

Silkeborg I.F. (4-4-1-1): Thomas Nørgaard, Jens Martin Gammelby, Tobias Salquist, Simon Jakobsen, Gustav Dahl (12: Mikkel Cramer), Robert Skov, Mikkel Vendelbo, Sammy Skytte (74: Mads Emil Madsen), Emil Scheel, Davit Skhirtladze (64: Andreas Albers), Nicklas Helenius. 

AaB (4-4-1-1): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Joakim Mæhle (75: Marco Meilinger), Oliver Abildgaard (80: Casper Sloth), Rasmus Würtz, Rasmus Thellufsen, Frederik Børsting (60: Edison Flores), Jakub Sylvestr.

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt.

Tags på denne nyhed