Nederlag i U/17 Ligaen
Som det eneste af vores tre ældste akademihold var U/17 Ligamandskabet i weekenden i kamp, hvor det endte med et nederlag mod Silkeborg I.F.
Mens hverken U/19 Ligaholdet eller U/15 Ligaholdet havde kampe på programmet i weekenden, gæstede U/17 Ligaholdet i weekenden Silkeborg I.F. i et opgør, der blev tabt 3-1.
Hjemmeholdet kom foran allerede efter tre minutter, og vores U/17-mandskab havde i indledningen svært ved at få spillet til at flyde, hvilket også udmøntede sig i en 2-0 scoring til Silkeborg I.F. i det 19. minut.
Herefter lykkedes det AaB-holdet at sætte flere gode angreb sammen, og efter en halv time reducerede Gustav Andreasen til pausestillingen 2-1, da han med pandebrasken fulgte op på Bertram Skovgaards forsøg på overliggeren.
Efter pausen satte AaB sig på spillet, men i 58. minut kom hjemmeholdet igen på tavlen med en scoring til 3-1.
Trods et par store AaB-chancer mod slutningen endte det med et 3-1-nederlag.
Vores U/17 Ligahold ligger efter 12 kampe på femtepladsen med 22 point og spiller årets sidste U/17 Ligakamp lørdag 2. december kl. 15.00 mod FC København.