AaB med overskud uden spillersalg

10. maj 2016 kl. 14:14

AaB har i perioden realiseret et overskud på 0,2 mio. kr. hvilket er bedre end forventet. Dette skyldes primært flere TV-penge end forventet, mens øvrig omsætning og omkostninger ligger på niveau med det forventede.

SS3- Vi har stabilt styr på driften og præsterer overskud uden spillersalg, hvilket er meget tilfredsstillende, konstaterer AaB’s administrerende direktør Stephan Schors.

Salget af transferrettighederne til Lukas Spalvis til Sporting Lissabon har ikke regnskabsmæssig betydning for 1. kvartal, men får derimod effekt i 2. kvartal. 

AaB fastholder forventningerne for 2016 om et overskud før skat i niveauet 2 – 7 mio. kr. Heri er indeholdt yderligere strategiske investeringer i både kommerciel udvikling, faciliteter og spillere som følge af de realiserede transferindtægter og tidligere realiseret overskud. Investeringer der vil fortsætte i 2017 og 2018.

- Vi følger fremdeles vores strategiplan med investering og fokus såvel sportsligt som kommercielt. Herunder eksempelvis forbedrede moderne og tidssvarende faciliteter for Superligatruppen samt øget digitalisering, siger Stephan Schors.

AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.

'