Sportsbutikker og feriepengesag koster AaB dyrt i 2013-regnskab

11. marts 2014 kl. 17:07

Når der ses bort fra reguleringer vedrørende Sport On Top, hensættelse til feriepengesagen samt nedskrivning af aktiver (i alt 36,3 mio. kr.) er der realiseret et mindre positivt resultat af den primære drift før transferindtægter på 34.000 kr. i 2013, hvilket er en forbedring på 10,9 mio. kr. i forhold til 2012.

Stephan SchorsNår der ses bort fra reguleringer vedrørende Sport On Top, hensættelse til feriepengesagen samt nedskrivning af aktiver (i alt 36,3 mio. kr.) er der realiseret et overskud på den primære drift inklusive transferindtægter på 9,2 mio. kr. i 2013, hvilket er en forbedring på 14,1 mio. kr. i forhold til 2012.

AaB’s administrerende direktør Stephan Schors udtaler:

- Som vi meddelte i sidste uge, så har vores dispositioner med nedskrivning af vores kapitalandele og tilgodehavende i Sport On Top samt hensættelsen til feriepengesagen været beklagelige, men nødvendige for at komme nærmere målet om en langsigtet løsning.

- Vi er stadig i en svær og meget alvorlig situation, men det er meget tilfredsstillende, at vi fraset de beskrevede reguleringer, hensættelser og nedskrivninger kan fremvise en positiv drift, hvilket bekræfter os i, at vi er på rette vej, siger Stephan Schors.

Inklusive reguleringer vedrørende Sport On Top, hensættelse til feriepengesagen samt nedskrivning af aktiver ses et negativt årsresultat på 27,1 mio. kr. hvilket er en forværring på 12,7 mio. kr. i forhold til 2012.

Der er 2013 foretaget nedskrivninger vedrørende ejerandele i Sport On Top på i alt 13,9 mio. kr., hvorefter AaB’s ejerskab af sportsbutikker er afviklet.

Hensættelse til feriepengesagen udgør 17 mio. kr., og der er foretaget revurdering af aktiver, hvilket har ført til en nedskrivning på i alt 5,4 mio. kr.

Omsætningen viser en stigning på 6,2 mio. kr. fra 66,6 mio. kr. i 2012 til 72,8 mio. kr. i 2013.

Egenkapitalen er pr. 31. december 2013 negativ med 22,2 mio. kr., og der er ansvarlige lån for 11,0 mio. kr. Der er i 2012 modtaget tilsagn om yderligere fem mio. kr. fra en investorgruppe.

Der er 11. marts 2014 afgivet støtteerklæring fra moderklubben AaB af 1885 til AaB A/S om at stille kapital/ likviditet til rådighed.

AaB forhandler med investorgruppen og øvrige interessenter om en samlet løsning og tilførsel af yderligere kapital.

- Opbakningen fra vores moderklub er enestående, og vi har ydermere fået positive tilkendegivelser fra en række interessenter. Vi arbejder hårdt for at finde en samlet og langsigtet løsning for AaB, så vi kan fastholde vores position blandt de førende klubber i Superligaen og vores fokus på talentudviklingen i hele Nordjylland, slutter Stephan Schors.   

AaB forventer i 2014 et nul-resultat. Heri indgår ikke yderligere transferindtægter end dem, der er realiseret i januar 2014.

Se årsrapporten 2013 via linket herunder.

'